mandag den 29. december 2014

Amerikansk/Filippinsk jul, også lige en flytning oveni

Nu er julen overstået, i hvert fald for mit vedkommende. Jeg ved at der stadig er nogle julefrokoster der mangler at blive afholdt og at julen jo varer helt til påske, men det gør den ikke her. Egentlig synes jeg kun at den varede d. 24 og 25 december, ikke hele december - der var ikke rigtig nogen form for nedtælling og der var ikke rigtig noget der mindede om julestemning. Det var de små ting og traditioner der selvfølgelig ikke var som derhjemme.
Det var jul, også alligevel ikke helt.

Op til juleferien havde vi eksamener eller "finals", som det jo hedder. Det gik godt nok, i hvert fald i de fag jeg har fået svar fra. Men det er også ligemeget, jeg dumpede ikke - det er vist det vigtigste
Da vi endelig fik vores længe ventede ferie, fredag d. 19 gik jeg direkte hjem og pakkede - alt skulle pakkes. Jeg hader at pakke, jeg glemmer altid noget - det gjorde jeg selvfølgelig også denne gang, haha. Jeg skulle pakke fredag fordi at vi lørdag kørte til Fulsom som ligger ved Sacramento. Om eftermiddagen var vi på antik-shopping. Jeg fandt nogle gamle jule-platter en helt tilbage fra 1928. Hvis det ikke var fordi den kostede $ 38 havde jeg helt sikkert købt den!
Vi fejrede jul med Rob's familie, det var rigtig hyggeligt - lidt specielt da vi fik mexicansk mad? Jeg fik den størreste burrito jeg nogensinde har set. Jeg kunne ikke engang spise halvdelen.
Forresten, hvis du tror at du har smagt mexicansk mad, så kan du altså godt pakke sammen igen. Den danske udgave er ganske vist sundere, men altså nej. Det kan vi næsten ikke være bekendt.
Der er bønner, brune "fried" beans. Der er ris. Der er ost. Der er alt det som ikke er sundt i lange baner og store mængder. Nå men, se selv.

Dette er ikke min - kan nemlig ikke lide bønner (det er det brune der) 
Efter det tog vi hjem til en af Rob's brødre og fik dessert, åbnede julegaver og hyggede.
Søndag morgen stod vi tidligt op og kørte mod Half Moon Bay. Det var flyttedag.
Det er svært at beskrive den dag, det var lidt specielt.. Det var som om at den smule tryghed der var blevet hevet op af jorden og smidt så langt væk som muligt. Puf, tilbage fra start - næsten altså.
Min nye familie består af min værtsfar Phil, han kommer faktisk fra England men flyttede hertil som barn. Mitone, min værtsmor som kommer fra Phillippinerne. Så er der Mia på 12 som elsker at svømme. Ayla på 8 som spiller violin og går til karate. De er super søde og de var så spændte på at jeg kom - de havde lavet skilte og alt muligt. Der er også lille Gracie på et, den sødeste hund som man kun kan forelske sig i. 
Nå men, der var knapt tid til at tænke over hele situationen. Ligesom jeg var kommet ind af døren skulle vi nemlig afsted igen.
Vi skulle op til San Francisco og køre hele byen rundt i "cable-car". Det var et jule-arrangement som en af deres venner havde arrangeret. Der var rigtig mange børn i alderen 3-12 og jeg kan sige jer de sang julesange lige fra vi begyndte til vi sluttede. Når de engang imellem blev trætte af at synge begyndte de i stedet at råbe "kiss her, kiss her" til nogle helt tilfældige par som kom gående forbi. Utroligt nok var der faktisk nogle der gjorde det. De morede sig i hvert fald. 
Op og ned af de bakkede gader, gennem Castro, ned omkring Pier 39 og Fishermans Wharf og selvfølgelig ud omkring Golden Gate. Vi fik set det hele.

Min udsigt det meste af aftenen


benzindrevet Cable Car
Foran Golden Gaaate
Nogle af dagene her i juleferien har der været fodboldtræning, vores sæson starter nemlig for alvor når vi starter i skole igen. Vi har faktisk en kamp den aller første dag. Nå men, fodboldtræningen er egentlig rigtig god, udover at vores trænere har den politik "Hvis du kommer for sent, ikke melder afbud eller glemmer noget - så løber DE ANDRE". Så vi har fået masser af løbetræning her henover julen, hahha - det passer mig nu fint. Vi havde træning 2. juledag - det er nemlig ikke en helligdag her. Nå men, det slog mig - normalt på den dag lægger jeg i min seng med mavekramper over hvor meget mad jeg har fået eller spiser endnu mere. Det kommer jeg sikkert også til fremover! Det var nok alligevel første og sidste gang jeg sidder på vej til fodboldtræning klokken halv ni.

Juleaften brugte jeg på at snakke skype med mor og far derhjemme. Selvom teknologien drillede lidt var det rigtig dejligt at være med til at fejre juleaften hos dem. Det var lidt underligt, men ja - dejligt!
Om aftenen var vi til stor julemiddag med noget af Mitone's side af familien. Vi var lige omkring tyve. Det er en stor familie og de er allesammen rigtig tætte, hvilket jo er skønt.
Der var selvfølgelig ikke den traditionelle danske jule mad, og så vidt jeg har forstået er der ikke rigtig en tradition for hvad man spiser juleaften - det er mere hver familie der har sin egen tradition. Siden de er jo fra Fillippinerne fik vi lidt af hvert. Jeg smagte foie graf (stegt gåselever) - det var lidt specielt og kan vist bedst beskrives som kød med en konsistens som smør. Men der var heldigvis også andet godt mad.
Fillippinsk risret med rejer, muslinger, kylling og pølse 

Grønne bønner med soltørrede tomater og muslinger

Min halvt spiste foie graf

Min julemiddag i år 

Hele familien 
Det var egentlig meningen at vi skulle vente med at åbne gaver indtil klokken slog tolv, og at det var den 25. Men i kan nok forestille jer at seks børn i alderen 6-12 ikke var helt tilfredse med det. Så klokken kvart over ti, kunne de ikke holde spændingen ud længere, haha - og der blev åbnet gaver.
Jeg tror aldrig jeg har fået så mange julegaver som jeg har i år, wow. Mange tak, det var de bedste gaver jeg kunne have ønsket mig! 

Det var min juleaften, det var festligt, højlydt og vildt spændende. Det var jul, også alligevel ikke rigtig. 
D. 25 åbnede vi gaver fra 'julemanden' og dem vi havde givet hinanden - bare her i familien. Vi var i kirke og efter det stod det egentlig bare på afslapning hos Mitones søster resten af dagen. Det var rigtig hyggeligt og hele familien er simpelthen så imødekommende! 
Vi spillede basket, var i pool og da jeg næsten har fået mig en lille "fanklub" synes de selvfølgelig at jeg skulle med ud at køre på løbehjul. Jeg er jo "Senior in High School" og det synes sådan nogle tøser altså bare er helt vildt sejt! 

Den anden dag var vi ude at gå en lang tur. Der har været rigtig klart og rigtig godt vejr, ligesiden vi fik ferie faktisk. Så det giver da ny energi når det kommer til sådan en gåtur. 

California Sunset 
Montara i baggrunden
Highway 1
Vi har lavet lidt hver dag, ellers har jeg bare brugt ferien her på noget tiltrængt afslapning.
I morgen, d. 30 skal jeg tidligt op og til fodbold træning. Om aftenen flyver vi til Dallas, Texas hvor vi skal være indtil d. 5 januar. Det er endnu ikke sikkert hvad vi skal lave dernede, men vi skal bo ved noget af Mitones familie. 
Jeg glæder mig til at opleve et Texansk nytår! 

I dag, d. 29 december er det stadig her hos mig. 
Det er 139 dage siden jeg stod på flyet i København.  
Der er 74 dage til at jeg skal til Hawaii. 
Der er 199 dage til at jeg igen lander i Danmark. 
Nogle gange virker det stadig som at der er evigheder til at jeg skal hjem igen, men - jeg har hørt at når først man er ovre julen så flyver tiden endnu hurtigere end den allerede har gjort! 
Jeg har så meget at se frem til og jeg nyder det så meget. 

Jeg håber i kommer godt ind i det nye år
Knus fra lille mig i kæmpe store Amerika 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar